Markært 

Historie

På grund af det høje næringsindhold har tørrede markærter haft stor betydning som en del af den danske basiskost. Af ærter, der nogenlunde sikkert kan identificeres som markærter, nævnes grå ærter første gang i 1522, og lollandske ærter i 1656. Markærter blev både brugt til dyrefoder og til menneskeføde. Indtil omkring 1840 havde Danmark en ikke ubetydelig eksport.
Omkring 1850 gik ærteavlen tilbage, primært på grund af nye dyrkningssystemer og afsætningsmarkeder. Rollen som dansk basiskost blev overtaget af kartofler. Endnu omkring 1840 var Danmark ærteeksporterende, men en generation senere var man importør. I dag er markærter en sjælden afgrøde i Danmark, og kun få kender til at bruge den i køkkenet.

Plantebeskrivelse

Markærter bliver ikke så høje, det vil sige op til 130 cm. De har røde, rødlilla eller tofarvede blomster og får bløde ærter, der i moden tilstand tørrer noget ind, så de bliver bulede og kantede. Ærterne har et højere indhold af bitterstoffer end andre ærter. Der er en sammenhæng mellem de bitterstoffer, der er i markærterne, og blomsterfarven. Nogle markærter kan anvendes som sukkerærter, fordi de ikke har en indre hinde i bælgen.

Dyrkning

Typisk såtidspunkt er marts/april, så snart jorden ikke er frossen eller for våd. Man kan godt så senere, men det øger risikoen for orm i ærterne. Vand jorden igennem, før du sår. Ærterne bredsås med cirka 100 ærter pr. m2 eller i rækker med en afstand på 5-8 cm og en rækkeafstand på 40 cm. Sådybden er 4-6 cm. Dæk gerne jorden rundt om planterne med f.eks. græsafklip for at holde på fugtigheden og beskyt de nyspirede planter mod sultne fugle ved at lægge ris over bedet.
Hvis planterne sås i rækker, kan man støtte dem med ris, grene eller et stativ at klatre opad.
Ærteplanten binder - ligesom andre bælgplanter - kvælstof fra luften i symbiose med en bakterie i jorden. Bakterien lever frit i jorden og er parat til at samarbejde med ærteafgrøden, når den sås. Derfor skal den ikke tilføres kvælstofrig gødning, mens den vokser. Ærteblade, stængler mm., som efterlades i bedet, gøder også jorden for den afgrøde, der dyrkes efter. Dyrk ikke ærter i samme bed næste år men vent 4-5 år for at undgå at opformere skadedyr og sygdomme.

Tag selv frø til næste år
Alle ærter er selvbestøvede og derfor nemme at tage frø af, da de normalt ikke krydser med andre sorter. Men det er altid en god idé at holde afstand mellem ærtesorter i haven, hvis man gerne vil tage frø af dem til næste år. Vi anbefaler 2-3 m. Lad ærtebælgen hænge på planten, til den er helt tør. Pil ærterne ud af bælgen og lad dem tørre helt indendørs, helst uden for meget lys. Opbevar ærterne i en tætsluttende beholder, mørkt, tørt og køligt.

Anvendelse og indholdsstoffer

Markærter kan tørres og dermed gemmes til forråd, og de har et højt indhold af næringsstoffer. Deres proteinindhold (knapt 21 %) og sammensætningen af proteinet (særligt lysin: 7,2 % pr. 100 g. protein) gør dem til et godt ernæringssupplement til korn (der primært indeholder methionin og cystin).
I forhold til andre tørrede bælgfrugter (gule ærter, kikærter og linser) har markærter markant lavere fedtindhold og højere indhold af fibre. De har også et højt indhold af andre vigtige stoffer, for eksempel zink, calcium, fosfor, kalium og jern.
Derfor har de haft stor betydning som en del af den danske basiskost frem til midten af 1800-tallet.
Markærterne har en markant anderledes og mindre sød smag end marværter, hvis de spises som grønne ærter. De tørrede markærter kan sammenlignes med kikærter, da de spises hele.
Markærter blev både brugt til dyrefoder og til menneskeføde. På de sydlige øer - især Lolland – dyrkede man nogle store grå ærter, der var meget populære i køkkenet. De blev kaldt lollandske ærter eller lollandske rosiner, og vi finder dem omtalt i litteraturen fra 1656. De blev som andre tørrede ærter udblødt og kogt, men de blev spist hele i modsætning til de hvide og gule ærter (skalærter), der af sig selv kogte ud og oftest blev puréret.

Forsøg

Foreningen Frøsamlerne har igennem årene modtaget ærter af danske familiearvesorter. Disse ærter, der stammer fra familier og private samlinger, har foreningen vedligeholdt ved at dyrke dem og løbende leveret til NordGen i takt med, at materialet blev opformeret.
I perioden 2012-2015 fik Foreningen Frøsamlerne støtte til at afprøve 22 sorter af ærter i projektet “Genopdagelse af gamle danske bælgplanter - dyrkningsmæssigt og kulinarisk” og i det opfølgende projekt ”Undersøgelser og formidling af ernæringsmæssige og kulinariske kvaliteter hos gamle danske bælgfrugter”. Begge projekter var en del af Tilskudsordningen til demonstrationsprojekter om bevaring og bæredygtig udnyttelse af danske spiseplanter i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Sorter

Følgende markærter var en del af forsøgene: Errindlev ært, Lollandske rosiner og Brun ært fra Nakskov.

Andre Forsøg

Flere andre nationale og internationale forsøg har siden arbejdet med ærterne og vurderet deres egenskaber i forhold til f.eks. storskalaproduktion og dyrkning under arktiske forhold.
I 2019-20 bliver DNA fra 15 af Frøsamlernes ærtesorter undersøgt på Københavns Universitet.

Hovedkonklusioner

En af hovedkonklusionerne fra Foreningen Frøsamlernes forsøg (2012-15) er, at nogle gamle sorter af markærter har en høj dyrkningsværdi. Dette bekræftes af senere storskalaforsøg med ”lollandske rosiner”, ”Brun ært fra Nakskov” og ”Errindlevært”. "Lollandske rosiner" og "Brunært fra Nakskov" kan dyrkes som markafgrøde og høstes maskinelt. Det gør dem velegnede til både det lille selvforsyningslandbrug og en egentlig storskalaproduktion. ”Errindlevært” er dog mere velegnet til havebrug. Den har meget dekorative blomster og kan også spises umoden som sukkerært, da den ikke har en indre hinde i bælgen. 

Markærterne havde desuden et højere indhold af næringsstoffer end andre bælgfrugter (gule ærter, kikærter, linser, brune og hvide bønner). Da disse markærter samtidig er tilpasset vores klima, vil der være flere fordele ved at starte en dansk produktion.

Opskrifter

GRÅÆRTEHUMMUS OG SPRØDE, KRYDREDE GRÅÆRTER

Af: Louise Beck Brønnum, Head of Alchemist TASTE LAB

Gråærtehummus er en grov hummus med masser af smag. Den har noter af nødder, en behagelig bitterhed fra skallerne og en fedme, som runder smagsoplevelsen godt af. Den passer perfekt til syrligt surdejsbrød, og de sprøde, krydrede ærter giver et ekstra knas og pift.

Du skal bruge:

• 300 g gråærter, f.eks. lollandske rosiner
• ½ tsk natron

Til hummus desuden:

• 1 spsk tahin
• 1 fed hvidløg
• 1 tsk ristede, hele korianderfrø
• 1 tsk ristede, hele spidskommenfrø
• 1 tsk salt
• 1 dl vand
• 1-2 spsk olivenolie

Til sprøde ærter desuden:

• 1-2 spsk olivenolie
• 1 spsk salt
• 1 tsk stødt paprika

Udblød ærterne natten over på køl. Rens og skyl dem og sorter urenheder og dårlige ærter fra. Kom ærterne i en gryde, godt dækket med vand. Tilsæt ½ tsk natron og kog i 30-40 minutter, til de er møre. Skum evt. af undervejs og husk at holde øje med kogevandet. Hæld vandet fra. Kom 2/3 af ærterne i en blender eller foodprocessor og tilsæt alle ingredienser til hummus undtagen olivenolien. Blend til en homogen masse og juster med mere vand. Herefter tilsættes olien langsomt, mens der blendes. Smag til og sæt på køl til den skal bruges.

Tænd ovnen på 250 grader. Tag de sidste kogte ærter og vend dem med olivenolie, salt og paprika. Spred dem ud på en bageplade med bagepapir og rist dem i ovnen i 5 minutter. Tag ærterne ud og vend dem rundt, og sæt dem derefter tilbage i ovnen og rist i yderligere 5 minutter. Bliv ved til ærterne er sprøde men ikke brændt på. Køl ned og kom i lufttæt beholder til de skal bruges.

Her kan du læse mere/baggrundslitteratur