Ærtens historie
I Danmark har vi dyrket ærter, ihvertfald siden midt i førromersk jernalder, det vil sige fra omkring år 300-200 f. Kr., altså længe før, der var noget, der hed Danmark. Muligvis har bønder i dette område dyrket ærter langt tidligere, men man finder først ærtefrø i arkæologiske udgravninger fra denne periode. Det ældste fund er fra Thy i Nordjylland.
På grund af dyrkningsegenskaberne, det høje næringsindhold og muligheden for opbevaring gennem vinteren har tørrede ærter haft stor betydning som en del af basiskosten frem til midten af 1800-tallet. På landet dyrkede man dem som markafgrøde, både til selvforsyning og som salgsafgrøde, der blev udskibet til byerne.
Ærter er en af de første køkkenplanter, man finder omtalt som handelsvare. Allerede i 1400-tallet bliver der for eksempel solgt ærter til hoffet, og i bogen "En skøn lystig ny Urtegaardt", som udkom første gang i 1546, skriver Henrik Smid, at "ærter bruges hyppigt til mad både af rige og fattige."
Simon Paulii skriver i 1648 i sin "Flora Danica, det er Dansk Urtebog" at ærter som vokser på agrene er kendt af enhver, hvadenten frøene er hvide, grønne, sorte eller blå. Nogle blev dyrket til dyrefoder, mens andre var til menneskeføde. På de sydlige øer - især Lolland – dyrkede man for eksempel nogle store grå ærter, der var meget populære i køkkenet. De blev kaldt lollandske ærter eller lollandske rosiner, og vi finder dem omtalt i litteraturen tilbage til 1650'erne.
Vi ved ikke, om det har været almindeligt på det tidspunkt at spise friske, grønne ærter i sæsonen. Først omkring år 1750 rapporteres det første gang, at grønne ærtebælge fra Voldborg Herred blev solgt på Københavns Torv. Man skelnede ikke dengang mellem typen af ærter på samme måde, som vi gør i dag, så ikke før omkring år 1800 ved vi, at der blev dyrket både sukkerært og skalært i haverne, foruden de mange slags markærter.
Op igennem 17- og 1800-tallet havde Danmark en stor produktion og en ikke ubetydelig eksport af tørreærter. Omkring år 1740 skal man have høstet 40.000 tønder ærter på Lolland! En del af dem blev udskibet til salg i de større byer. Omkring 1850 gik ærteavlen tilbage, primært på grund af nye dyrkningssystemer og afsætningsmarkeder. Rollen som dansk basiskost blev overtaget af kartofler. Endnu omkring 1840 var Danmark ærteeksporterende, men en generation senere var man importør.
Danmark opretholdt dog en vis produktion af det, vi i dag forstår ved ’gule ærter’, der er tørrede frø af den tidlige haveært, skalærten. Gule ærter blev solgt hele og fra anden halvdel af 1800-tallet også flækkede, dvs. uden den yderste, hårde skal.
Den søde marvært med de hvide blomster og rynkede frø blev forædlet frem i 1780’erne. Botanikeren Thomas Knight, der eksperimenterede med at krydse ærter for at lave genetiske observationer, navngav de første sorter, hvoraf ’Knight’s Green Wrinkled' og 'White Wrinkled Marrow’ anses for at være de første. De søde, grønne ærter blev populære, og der kom hurtigt flere sorter til. Fra 1850’erne går det stærkt med navne, der stadig kendes, for eksempel ‘Fairbeard´s early Nonpareil’ og ’Champion of England’. Marværten har været – og er stadig - en populær haveafgrøde. Desuden havde erhvervsdyrkningen af grønne ærter i Danmark en kort opblomstringsperiode i efterkrigsårene, da afgrøden viste sig velegnede at gemme – først som konserves, senere som frostvare.