Havekål Brassica oleracea L.

Rødkål, 'Holdbar Amager' 'Toftø'

Plantebeskrivelse

Rødkål, 'Holdbar Amager' 'Toftø' er ikke en landrace. Sorten tilhører gruppen af hovedkål, der vokser som en kort, ikke-forgrenet stængel, der danner et endestillet hoved opbygget af talrige spiselige blade. Bladene er violette. Den danner hoved og hovedet er rundt med en fast struktur. Smagen er sød. Den blomstrer i andet dyrkningsår, og blomsterne er gule.

Noter: Stammen 'Toftø' af sorten 'Holdbar Amager' er en handelssort, der blev lanceret i 1960 af Fællesforeningen for
Danmarks Brugsforeninger og Danske Landboforeningers Frøforsyning.

Sen sort, med god jorddækning, med 94% brugbare hoveder. Sund sort,
dog lidt problemer med råd på bladene i 2011.

Historie

Stammen 'Toftø' af sorten 'Holdbar Amager' har været afprøvet og er godkendt i 1960 med følgende beskrivelse:
Lbnr. 9. Holdbar Amager, Toftø S 1960. Ejer: Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger og Danske Landboforeningers Frøforsyning.
Særdeles yderig stamme med middelhøj holdbarhedsprocent. Her ved efterårsoptagningen og efter opbevaring til 1. februar givet forsøgets højeste udbytte af brugbare hoveder.
Den er ensartet, meget kraftigvoksende, stokhøjde 18 cm. Bladene kortstilkede, kraftigt blåduggede, nærmest runde, noget udstående med svagt bølgede bladrande. Hovederne store, nærmest runde med meget fin lukning. Den indvendige kvalitet er god og ligeledes udseendet efter afpudsning.

Forsøg

Ved Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet, virksomheden ’Aarstiderne’ i Barritskov og Dansk Landbrugsmuseum, Gl. Estrup, udførte man forsøg med 14 gamle danske rødkålssorter i årene 2011-12.

Formålet var at undersøge: a) Om der er gamle sorter der er velegnede til nutidig miljøvenlig dyrkning. og b) Om der er gamle sorter, der vil være velegnede som råvarer til nutidige fødevarer.

Forsøgene var en del af ”Tilskudsordning til demonstrationsprojekter om bevaring og bæredygtig udnyttelse af danske spiseplanter” i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Resultater
Forsøgene viste, at der var problemer med mange af de gamle sorter. Især revner i dækbladene, med efterfølgende råd på bladene var et problem for de fleste af sorterne. Der var også problemer med hul stok med brunfarvning. Desuden var Tipburn et problem i de tidlige sorter.

På baggrund af forsøgene blev følgende sorter udvalgt som gode sorter:
’Holdbar Amager’ (NGB 1993), ’Kissendrup Tagenshus’ (NGB 1996), ’Holdbar Vinter Rovi’ (NGB 2000).

Om 'Holdbar Amager':
Sen sort, med god jorddækning, med 94% brugbare hoveder. Sund sort,
dog lidt problemer med råd på bladene i 2011.

Dyrkning

Aarstiderne skriver om dyrkning af rødkål i nedenstående forsøg: "Faktisk har vi kunnet høste rødkål af disse sorter i flere måneder. Allerede i midten af august var de første hoveder store, og smagen er fortrinlig. I modsætning til grønkål er rødkål ikke bitter i sin ungdomstid. Det gør dem desværre lidt svære at dyrke, da kålsommerfugle jo også foretrække de mindre bitre godbidder. I afprøvningen var der ikke meget forskel på sorterne. Vi holdt bedet dækket med insektnet fra udplantning og frem til høst. Det er ikke så kønt, men giver fantastiske kålhoveder."


For yderligere dyrkningsanvisninger: Se 'Dyrkning af havekål'.

Anvendelse

Sen sort med god jorddækning og 94 % brugbare hoveder. Sund sort, dog lidt problemer med råd på bladene i 2011.

Litteratur

Gamle danske sorter: Majroer, rødkål og radise af ​Lars Jacobsen (2013). Folder med forsøgsresultater lavet til høstmarked hos Årstiderne 2013, 4 sider.

Rødkål, udforskning, afprøvning og dyrkning af fortidens grøntsagssorter (2013). Fortidens Frø, Aarstiderne.

Stammeforsøg med holdbar vinter-rødkål 1957-60 af Statens Plantepatologiske Forsøg i Lyngby (1960). Udgivet af Statens Forsøgsvirksomhed i Plantekultur. 647. meddelelse, 10. november 1960.

Få fat i frø

'Holdbar Amager' findes som accession i NordGen, NGB 1993.

Frø kan bestilles fra NordGen til forsknings- og forædlingsformål hele året. I en begrænset periode om foråret kan også hobbydyrkere bestille fra NordGens hobbysortiment.
Læs mere her.

www.growingdiversity.info bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.growingdiversity.info bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.growingdiversity.info her--