Forsøg
Ved Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet, AgroTech i Høje Taastrup og virksomheden ’Aarstiderne’ i Barritskov udførte man forsøg med gamle danske hvidkålssorter i årene 2009-11.
Formålet var at undersøge: a) Om der er gamle sorter der er velegnede til nutidig miljøvenlig dyrkning og b) Om der er gamle sorter, der vil være velegnede som råvarer til nutidige fødevarer.
Sorterne blev desuden demonstreret på Dansk Landbrugsmuseum, Nationalmuseet (Frilandsmuseet) og i Den Økologiske Have.
Forsøgene var en del af ”Tilskudsordning til demonstrationsprojekter om bevaring og bæredygtig udnyttelse af danske spiseplanter” i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
I demonstrationsprojektet deltog 42 gamle danske sorter, som blev leveret af NordGen. Fire af disse havde dog utilstrækkelig spiringsenergi og udgik. Herudover blev tre nutidige sorter dyrket til sammenligning, nemlig ’Parel’ (tidlig), ’Perfecta’ (middeltidlig) og ’Impala’ (sen).
Resultater:
Resultaterne viste alt i alt, at der i det genetiske materiale findes dyrkningsværdige sorter med interessante råvareegenskaber. Der er store forskelle i tidlighed, vækst og hovedform.
Nogle af de gamle sorter klarer sig lige så godt som nutidige sorter med hensyn til udbytte, produktkvalitet og resistens overfor sygdomme og skadedyrsangreb.
I det genetiske materiale er der desuden egenskaber, som vil kunne anvendes i forædling af nye robuste sorter af hvidkål.
’Brunswiger Vangede’ NGB 2430 og ’Brunswiger Ladu’ NGB 11925 blev anbefalet.
Ved afprøvningens start havde man ikke noget forhåndskendskab til de gamle sorters udviklingshastighed. De to Brunswiger-sorter og den nutidige sort Perfecta var høstklare efter godt 80 dage. Med en udviklingstid på mere end cirka 80 dage falder disse sorter nok ikke ind under betegnelsen ’tidlige hvidkål’, men er mere såkaldt ’middeltidlige’ eller sommersorter.
Sorternes tidlighed var afgørende for hovedvægten og udbyttets størrelse, som øgedes med vækstperiodens længde. Medens de tidligste sorter vejede godt 600 g øgedes vægten til godt 1100 g to uger senere. De fleste sorter producerede runde eller højrunde hoveder. Futura var den mest højrunde sort.
Alle sorter producerede mere end 80 procent salgbare hoveder. Andelen af helt fejlfrie hoveder var dog forholdsvis lav i alle de tidlige sorter, bortset fra den nutidige sort Parel.
I de middeltidlige sorter var andelen af helt fejlfrie hoveder væsentlig større sammenlignet med de tidlige sorter. De middeltidlige sorter producerede også væsentligt større hoveder.
Futura er en meget høj-rund sort uden dog at være en typisk spidskål, mens de to Brunswiger-sorter er typisk flad-runde. Amager Lav Amlaro var ikke så flad-rund som forventet.
Sorternes modtagelighed over for lus og kålsommerfuglelarver viste sig at være mindst i de tidligste sorter, mens kallusdannelse efter thripsangreb var ret lavt i de to flad-runde Brunswiger-sorter. I alle øvrige sorter var dette ret højt, bortset fra de to nutidige sorter Parel og Perfecta.
I Amager Lav Amlaro var der en del hoveder med angreb af Alternaria og kålskimmel. Sorternes hovedvægt var omkring 1300-1800 g. De to Brunswiger-sorter var udpræget flad-runde, men også Finesse var flad-rund. Disse tre sorter havde alle en lille indvendig stokhøjde. I de middeltidlige sorter var næsten alle hoveder salgbare. Hovederne var dog ofte med små fejl efter angreb af thrips, kålmøl og lus.